De store klimamodeller

NOAHs klimasider

De store klimamodeller

 

En ting er at lave et forenklet regneeksempel, en helt anden ting er at forsøge at forudsige, hvad der sker, når vi over en længere periode udleder stigende mængder af drivhusgasser.

 

De globale klimamodeller bruges til at fremskrive klimaudviklingen på lang sigt. De bygger på store, komplekse computerberegninger, som forsøger at medtage så mange af de kendte sammenhænge i klimasystemet som muligt i matematiske beskrivelser. De store klimamodeller forsøger ikke at forudsige vejret dag for dag, men søger gennemsnitsværdier for temperatur, luftfugtighed og nedbør i det lange tidsperspektiv.

 

I modsætning til de kortsigtede vejrforudsigelser, som vi kender fra vejrudsigterne, er mulighederne for at teste de komplekse klimamodeller ret begrænsede. Der er dog mulighed for at teste klimamodellerne ved at tage nogenlunde kendte klimadata fra for eksempel forrige århundrede og derefter beregne klimaet frem til i dag ved hjælp af klimamodellen. Det vil så være muligt at se, hvor godt den teoretiske beregning rammer den klimaudvikling, der faktisk har fundet sted.

 

Der er sket store fremskridt i udviklingen af klimamodellerne, siden man udarbejdede de første globale modeller. De nyeste modeller kan tage højde for en lang række faktorer som svingninger i solens stråling, jordens plantedække, udvekslingen af CO2 mellem atmosfæren, biosfæren og havet osv. Selv om der er lang vej endnu til den fulde forståelse af klimaets komplicerede sammenhænge, udbygges forståelsen for hver dag, der går, med nye forskningsresultater. Samtidig bliver der stadig mere computerkraft til rådighed til at foretage de komplicerede modelberegninger.

 

Men der er stadig store usikkerheder forbundet med klimamodeller, specielt når vi kommer længere frem i tiden og koncentrationen af drivhusgasser fortsætter med at stige. En af de helt store usikkerheder kommer fra de såkaldte positive tilbagekoblingsmekanismer, som kan forstærke den globale opvarmning kraftigt. Det kan f.eks. ske, hvis opvarmningen får store områder med permafrost til at smelte, så der udløses store mængder CO2 og metan, som hidtil har været bundet i den permafrosne jord.