Vandkraft

Vandkraft


Vandkraft er den vedvarende energikilde, der har langt den største udbredelse globalt set. Store vandkraftværker havde i 2004 en samlet kapacitet på 720 GW, og de dækkede samme år 16 % af det samlede, globale energiforbrug. Den største installerede kapacitet findes i OECD-landene med 47 % af den samlede effekt. Her er mulighederne for en yderligere udbygning af vandkraftkapaciteten stort set udtømte. Den største udbygning sker lige i øjeblikket i tredjeverdenslande med Kina, Brasilien og Indien som de førende.


Store vandkraftværker er blandt de kraftværker, som leverer den billigste el overhovedet. Til gengæld medfører bygning af vandkraftværker en række alvorlige konsekvenser af både miljømæssig og social art. Store dæmningsbyggerier i forbindelse med vandkraftværker har i mange tilfælde forårsaget omfattende ødelæggelser af økosystemer, oversvømmet landsbyer og landbrugsområder og krævet flytning af tusinder af mennesker til andre områder.


Og selv om vandkraft må betragtes som vedvarende energi, er vandkraftværker ikke nødvendigvis et gode for klimaet. Opdæmmede søer ved vandkraftværker kan nemlig medføre langt større udslip af drivhusgasser end tilsvarende kulkraftværker. Det organiske materiale, som bliver vasket ud i dæmningsreservoiret, danner nemlig drivhusgasser, når de rådner. Reservoirer med stillestående, lavt vand giver de værste udslip, fordi den rådnende vegetation på grund af mangel på ilt danner metan i stedet for kuldioxid. Metans virkning som drivhusgas er 20 gange kraftigere end kuldioxid. En strømmende flod kan også føre rådnende vegetation med sig, men her er der ilt tilstede, og det betyder, at der ved forrådnelsen dannes kuldioxid i stedet for metan. Tropiske dæmningsreservoirer, som er lavvandede og ikke bliver ryddet for vegetation før opdæmningen, ser ud til at udgøre den største risiko. Det betyder i realiteten, at vandkraft bidrager til den globale opvarmning og dermed ikke kan betragtes som en løsning på den globale opvarmning.


Småskala vandkraftværker giver sjældent den slags problemer. Denne type vandkraftværker er billige og kræver ikke omfattende dæmningskonstruktioner med alle de problemer, det medfører. Disse vandkraftværker til lokal energiforsyning er i stigende grad blevet populære, specielt i Kina, men også lande som Australien, Canada, Nepal og New Zealand.


I Danmark har vandkraft på grund af lave faldhøjder i vores åer ikke det store energimæssige potentiale.