Vækstsamfundet

Vækstsamfundet


I den vestlige verden, og efterhånden også i resten af verden, har vi en forestilling om at vækst er en helt uundgåelig betingelse for at samfundet kan bestå. Denne forestilling er historisk set forholdsvis nyt, men er blevet så dominerende, at næsten alle, fra lærere til politikere, fra journalister til forældre, følger det blindt som selve sandheden. Vi får konstant at vide, at økonomisk vækst er forudsætningen for et velfærdssamfund med fuld beskæftigelse, god uddannelse og omsorg for børn og ældre. Men de seneste årtiers økonomiske vækst er ikke nogen naturlov, tværtimod.


Kravet om økonomisk vækst medfører et krav til os om, at vi holder gang i forbruget. Vi skal bruge og smide væk i et stadigt hurtigere tempo. Derfor skal reklameindustrien hele tiden sørge for, at vi oplever et behov for at udskifte ting for at få nye. Samtidig bliver der indbygget forældelsesmekanismer i apparater, vi bruger, så de går i stykker inden for en vis periode.


Væksttankegangen bygger på en økonomisk tænkning, der har løsrevet sig mere og mere fra den fysiske verden. Vi lever i en illusion om, at de ressourcer, den økonomiske vækst bygger på, er ubegrænsede eller kan erstattes af andre, lignende ressourcer. Vi bruger naturen som et depot, vi bare kan tage af, for at producere det, vi har lyst til, og så smide det væk bagefter. Men der er begrænsede ressourcer og begrænsede erstatningsmuligheder, når en ressource bliver udtømt.


Denne væksttankegang er grundlæggende for at forstpå den nuværende klimakrise. Det var adgangen til store mængder billige fossile brændsler, som startede industrialiseringen, og som op igennem det 20. århundede holdt velstandsvæksten i de rige lande i gang. Det er også velstandsvæksten, som har medført den esplosive vækst i vores transport og vores kødforbrug, og det er kravet om flere ressourcer og mere landbrugsjord, som har drevet ødelæggelsen af Jordens skove.


Skal vi standse klimakrisen er vi samtidig nødt til at gøre op med forestillingen om, at evig velstandsvækst er muligt og ønskværdig. Vi kan ikke standse udledningen af drivhusgasser alene ved at omstille til vedvarende energi. Det vil kræve en omstilling af hele samfundet og alle samfund verden over. Vi vil under alle omstændigheder snart støde hovedet imod vækstloftet, og hovedpinen vil blive slem, hvis vi ikke forinden starter omstillingen til et bæredygtigt samfund.

Film om vækstsamfundet

Den grænseløse vækst

Den korte vækst