Klimapolitik

Klimapolitik - kan vi vende udviklingen?


Klimpolitik, hvad enten den er international eller national, handler grundlæggende om at skabe nogle politiske styringsmidler, som kan sikre, at vi handler ud fra FN's klimakonvention, som Danmark sammen med de fleste andre lande i verden har underkrevet.


Konventionens primære  mål er “at ... opnå en stabilisering af koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på  et niveau, der vil forhindre en farlig, menneskeskabt påvirkning af klimasystemet. Et sådant niveau skal opnås inden for en tidsramme, der tillader økosystemerne at tilpasse sig naturligt til klimaændringerne, der sikrer, at fødevareproduktionen ikke trues, og som tillader den økonomiske udvikling at fortsætte på en bæredygtig måde.”


Klimakonventionen er en såkaldt rammekonvention. Det betyder, at fremtidige konkrete udledningssreduktioner skal forhandles på årligt  tilbagevendende partskonferencer med deltagelse af repræsentanter for alle de lande, der har ratificeret konventionen. Kyoto-aftalen er det første mere konkrete resultat af disse partskonferencer. Paris-aftalen er det seneste resultatet af de internationale klimamøder, de såkaldte ”COP'er”, eller Conference of the Parties, altså møder mellem de lande, der har underskrevet og ratificeret klimakonventionen.


Klimakonventionen skulle altså sikre, at verdens lande ikke ville blive udsat for klimaændringer,som kunne true samfund og natur på længere sigt. Virkeligheden har – måske ikke uventet – vist, at stort set alle lande er mere optaget er deres egne kortsigtede økonomiske interesser, end de er i at handle til fællesskabets bedste. Det har gjort de internationale klimaforhandlinger besværlige og langsommelige.