Realiteteterne

NOAHs klimasider

Realiteterne

 

Efter 20 års internationale klimaforhandlinger blev der endelig i 2015 indgået en international klimaaftale, Parisaftalen, der omfatter alle lande. Aftalen er en traktat ifølge international lov, men der er for eksempel ingen bindende reduktionsmål.

 

Aftalen bygger i stedet på landenes frivillige indsatser. Men summen af de indsatser, landene har lovet at sætte i gang, vil ikke forhindre temperaturen i at stige mere end de 2 grader, som aftalen ellers sætter som det højst tilladelige. I stedet ser vi ud til at have retning mod 3,5-4 grader.

Ifølge aftalen skal de frivillige reduktionsmål først revideres i 2023. Målene kan kun strammes, ikke slækkes. Men det vil være for sent til at give en realistisk mulighed for at holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Der ligger dog også i aftalen en formulering om, at man allerede i 2018 vil have en ”dialog” om de fremskridt, der er undervejs. Og lande som USA, der har udmeldt planer frem til 2025 ’opfordres’ til at opdatere planerne i 2020. Lande, der som EU har offentliggjort planer, der rækker frem til 2030, ’anmodes’ om at opdatere deres i 2020. I disse snørklede formuleringer ligger der en lille mulighed for, at kursen kan strammes, så håbet om at overholde de 2 grader kan overleve.

 

Hvis landene modsat ikke lever op til deres frivillige reduktionsmål, hvilket meget tyder på, USA ikke vil gøre, kan vi have retning mod en endnu højere temperaturstigning end de 3,5- 4 grader, som de frivillige mål vil indebære.

 

Om finansiering af klimaindsatsen ved vi, at der er lovet et beløb på 100 mio. dollars om året fra de rige til de fattige lande fra år 2020. Der er tale om både statslige og private bidrag. Den sum skal genforhandles i 2025. Aftalen opfordrer de mest udviklede udviklingslande som Kina til også at bidrage til finansieringen. De beløb, der er på bordet nu, er langt fra at være tilstrækkeligt til at imødekomme behovet; der er brug for finansiering af klimatilpasning og samtidig til at opbygge energiforsyning baseret på vedvarende energi.

 

Parisaftalen sikrer ikke tilværelsen for de fattige befolkninger, der bliver ramt først og hårdest af klimaforandringerne. Tværtimod står der udtrykkeligt i aftalen, at udsatte befolkninger ikke kan gøre krav på nogen form for erstatning for følgerne af den globale opvarmning. De må selv sørge for at tackle tørke, vandmangel, oversvømmelser og ødelagte afgrøder, boliger og veje – ja i nogle tilfælde, at de øer og kystområder, hvor de bor, bliver ubeboelige.

 

I sidste ende er det koncentrationen af CO2 i atmosfæren, der er afgørende. Udledningen af CO2 ser for første gang ud til at være ved at toppe; det vil dog ikke få koncentrationen af CO2 i atmosfæren til at gå nedad; den vil fortsætte med at stige, så længe der udledes CO2, blot med en mindre stigningstakt.