Metan er efter CO2 den vigtigste af de menneskeskabte drivhusgasser. Metans direkte virkning udgør ca. 16 procent af den samlede menneskeskabte forøgelse af drivhuseffekten.

I forhold til CO2 nedbrydes metan langt hurtigere i atmosfæren, nemlig i løbet af ca. 12 år. Metan nedbrydes ved iltning, hvorved den omdannes til CO2 og vand. Nedbrydningen af metan får derved koncentrationen af CO2 i atmosfæren til at stige.

De menneskeskabte udledninger af metan skyldes først og fremmest udslip i forbindelse med udvinding og transport af olie og naturgas, forgæring af organisk materiale i oversvømmede rismarker i de tropiske områder samt tarmluft og gylle fra husdyr. Husdyrholdet i den rige del af verden er steget voldsomt, specielt i perioden efter 2. Verdenskrig, ligesom risdyrkningen i de tropiske områder er steget med det voksende befolkningstal.

Der slipper også metan ud i atmosfæren fra naturlige kilder, især naturlige vådområder, hvor organisk materiale forrådner under iltfattige betingelser. Optøningen af de arktiske, permafrosne tundraområder i Canada og Sibirien er allerede begyndt at frigøre store mængder metan til atmosfæren. De seneste år er der blevet målt en kraftig stigning i den atmosfæriske koncentration af CO2, sandsynligvis på grund af frigørelsen af metan fra Arktis.

Denne positive feedback fra opvarmningen af de arktiske områder vil forstærkes efterhånden som den globale opvarmning stiger.

Data for metan, CH4

Førindustriel koncentration: 0,70 ppmv
Koncentration i 1998: 1,745 ppmv
Nuværende koncentration: ca. 1,8 ppmv
Stigning i forhold til førindustriel koncentration: 160%
Levetid i atmosfæren: 8 - 12 år
Globalt opvarmningspotentiale (GWP): 21