Mikroplastik og klimaet

Mikroplastik og den globale opvarmning


Mikroplastik, bittesmå partikler af plastik, finder man efterhånden overalt på Jorden, også i atmosfæren, hvor de kan påvirke den globale opvarmning.


Mikroplastik og nanoplastikpartikler er meget små plastikpartikler med størrelser på under en millimeter. Disse partikler kommer fra plastikaffald, som nedbrydes, dels af sollys, dels mekanisk af vejr og vind. Disse mikroplastikpartikler føres let med vind og vand rundt i miljøet, hvor de efterhånden er blevet spredt så meget, at de nu kan findes overalt fra dybhavet til polernes iskapper og de højeste bjerge og helt op i den øverste del af atmosfæren.


Mikroplastik indeholder forskellige kemiske forbindelser og tungmetaller, som er skadelige for både planter og dyr, og dermed også for mennesker. Nu er det bekræftet, at mikroplastik i den øverste del af atmosfæren også kan påvirke klimaet ved at optage og holde på varmen fra sollys på samme måde som sort sod fra afbrænding af organisk materiale. Hvor meget mikroplastik påvirker den globale opvarmning, afhænger meget af plastikpartiklernes farve. Klar eller hvid plastik har kun et lille opvarmningspotentiale, mens farvet plastik kan optage og holde på betydeligt mere varme.


Simuleringer af plastikpartiklernes spredning i atmosfæren peger på, at mikroplastik har et opvarmningspotentiale på omkring 16 procent af sort sods opvarmningspotentiale. Det er en forholdsvis lille opvarmning set i forhold til den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser, men det er endnu en brik, der føjes til vores påvirkning af klimaet, og vel og mærke en brik, som i forvejen har store skadevirkninger på vores miljø og sundhed. Der er dermed endnu en grund til, at den stigende plastikforurening af vores miljø må bringes under kontrol og begrænses så meget som muligt og så hurtigt som muligt, dels ved en kraftig nedsættelse af forbruget og dels ved en udstrakt genanvendelse af det, der er svært at erstatte. Det er også værd at huske på, at de fleste plastikprodukter kommer fra forarbejdning af råolie på de raffinaderier, der producerer benzin- og diesel. En produktion, der skal ophøre så hurtigt som muligt for at standse den globale opvarmning.



Kilder:


https://www.nature.com/articles/s41586-025-09998-6


https://www.researchgate.net/publication/404522461_Small_plastics_with_large_warming_potential


https://youtu.be/1zoWUW29TNA?is=plJwMKyt5i3-YJlo