Ny rapport fra WMO: klimaet i krise
Jordens klima er ude af balance. Årsagen er en stigende forskel på den energi, der sendes fra Jorden ud i Verdensrummet og den energi, der med Solens stråling sendes ind i Jordens klimasystem. Ubalancen skyldes ikke, at Solen sender mere energi til Jorden, men at vi mennesker har udledt stigende mængder drivhusgasser, som holder på varmen i atmosfæren. Ændringen i Jordens energibalance er sket inden for forholdsvis få årtier, men den vil have vidtrækkende konsekvenser i mange hundreder - potentielt flere tusinde år frem i tiden.
Dette er den grundlæggende konklusion i den nye statusrapport 2025 fra WMO, World Meteorological Organization, under FN. I sin præsentation af rapporten udtalte FN’s generalsekretær António Guterres, at “Jordens klima befinder sig i en krisetilstand, hvor alle nøgleindikatorer blinker rødt.”
Rapporten medtager for første gang Jordens energibalance som en af nøgleindikatorerne for klimaet. I et klima i balance vil udstrålingen af energi fra Jorden bortset fra små, naturlige variationer være i balance med indstrålingen af energi fra Solen, og det har medført, at klimaet har været stabilt i de foregående 10.000 år. Menneskets stigende udledning af drivhusgasser har sammen med fældningen af skovene påvirket denne energibalance, så der nu ophobes energi i Jordens klimasystem. Det har konsekvenser for klimaet, som vi oplever som flere tilfælde af ekstremt vejr med flere og kraftigere hedebølger, tørke, kraftigere tropiske orkaner og flere oversvømmelser, som har forårsaget tusindvis af dødsfald. Vi oplever også, at de ekstreme vejrbegivenheder i stigende grad belaster især de fattigste landes økonomi.
Men hvad de færreste nok er klar over, er, at det kun er omkring en procent af den ophobede energi, som har afsat sig som en opvarmning af Jordens atmosfære, dvs. den opvarmning, vi kan måle og opleve som et mere ekstremt vejr. Langt det meste af overskudsenergien, omkring 91 procent, er blevet optaget i oceanerne, som fungerer som en kæmpestor stødpude for den globale opvarmning, og som viser sig som en stigende opvarmning af havene, primært i overfladelaget, men også i stigende grad i dybhavets enorme vandmasser. Omkring 5 procent af varmen er afsat i kontinenternes landmasser og resten, ca. 3 procent har forårsaget den stigende afsmeltning af isen på Grønland og Antarktis samt bjerggletschere rundt om på Jorden.
Rapporten gennemgår en række nøgleindikatorer for klimaets udvikling. Fælles for dem er, at de tegner en udvikling, som viser, at menneskets påvirkning af klimaet har været stigende over de seneste årtier.
Drivhusgasserne
Koncentrationen af drivhusgasser har været jævnt stigende siden den førindustrielle koncentration på ca. 280 ppm og nåede i 2025 et niveau på næsten 424 ppm, hvilket er det højeste i de seneste ca. 2 millioner år. Koncentrationen af metan og kvælstofoxid er ligeledes steget til det højeste niveau i de seneste mindst 800.000 år. Stigningen viser ikke nogen tendens til at være aftagende.
Den globale overfladetemperatur
Vi har nået et temperaturniveau på næsten 1,5 grader celsius over den førindustrielle temperatur. Fra 2023 til 2025 har man målt de højeste gennemsnitstemperaturer nogensinde.
Havene ændrer sig
Den største del af Jordens overskudsenergi er blevet afsat i havene, med det resultat at havenes varmeindhold nu er på det højeste niveau siden målingerne startede i 1960. Det har vidtrækkende konsekvenser ikke bare for havenes dyreliv og biodiversitet, men også for en lang række andre forhold i det globale klima som de tropiske og subtropiske stormsystemer, for de store havstrømme og for havisen i de arktiske områder. Havenes stigende varmeindhold får også havvandet til at udvide sig, og sammen med den smeltende is bidrager det til den globale stigning i havniveauet.
En ofte overset konsekvens af den stigende CO2 koncentration i atmosfæren er, at havenes surhedsgrad stiger, når CO2 optages og bliver omdannet til kulsyre. Den stigende surhedsgrad gør det sværere for organismer at danne kalkskeletter. Sammen med det varmere havvand har det store negative konsekvenser for specielt de tropiske koralrev.
En konklusion
Rapporten bør ifølge FN’s generalsekretær Guterres tages som en klar advarsel: “Rapporten viser, at vi befinder os i et accelererende klimakaos, og det vil få dødelige konsekvenser, hvis vi venter med at handle”. Rapporten bør ses som en alvorlig advarsel til de politikere, som i øjeblikket har krig og sikkerhedspolitik øverst på dagsordenen.
Kilder og henvisninger
Pressemeddelelse om WMO’s statusrapport 2025.
https://wmo.int/news/media-centre/earths-climate-swings-increasingly-out-of-balance
State of the Global Climate 2025
https://library.wmo.int/viewer/69807/download?file=WMO-1391-2025_en.pdf&type=pdf&navigator=1p
Klimaet er ude af balance
WMO warns ocean warming at record levels & will continue for hundreds, potentially thousands of years
https://youtu.be/BlVhBeLO5DQ?is=ATdD0n383nHIb7tF
Klima og militær og krig. Kompendium om forskning i sammenhængen mellem militær/krig og klima.
https://noah.dk/sites/default/files/2025-03/SK%C3%86RM-udg-Klima%20og%20milit%C3%A6r%20og%20krig.pdf
Jordens energibalance

Den globale middeltemperatur
