Atomkraftens særkende er, at den ud over at producere energi, også producerer store mængder radioaktivt affald. Der produceres affald i alle leder af atomkraftens brændselskæde, fra minen til atomkraftværker og oparbejdningsanlæg.

Dette radioaktive affald kan groft set inddeles i lavradioaktivt, mellemradioaktivt og højradioaktivt affald.

> Mere om det lav- og mellemradioaktive affald
> Mere om det højradioaktive affald

Lav og mellemradioaktivt affald

Lav- og mellemradioaktivt affald indeholder primært kortlivede radioaktive isotoper med en halveringstid på op til 30 år. Det betyder, at affaldet skal isoleres i minimum 200-300 år. Affaldet stammer fra driften af atomare anlæg som brændselsfabrikker, atomkraftværker, affaldsbehandlingsanlæg og oparbejdningsanlæg. Affaldet består af alt fra brugte arbejdshandsker til hele reaktordele. I princippet alt, hvad der har været udsat for radioaktiv bestråling.

Der er tale om meget store mængder, mange hundrede tusinde tons på globalt plan. Før 1983 blev affaldet fra flere europæiske lande, bl.a. Frankrig og England, bortskaffet, ved at det simpelthen blev dumpet på stor dybde i Atlanterhavet. Denne metode er nu forbudt, hvorfor det er nødvendigt at deponere de store mængder affald på landjorden. De ældste deponier var bl.a. i England simple lossepladser. Nu er man i stor udstrækning gået over til at bruge nedgravede betonceller til det affald, der er mest radioaktivt, mens affald med lavere aktivitetsniveau bliver deponeret i tønder. Fælles for sådanne overfladedeponier er, at de skal overvåges og holdes tørre ved hjælp af dræning over en lang periode på minimum 2-300 år. Andre steder, bl.a. i Tyskland, Sverige og Finland er deponierne for det lav- og mellemradioaktive affald lagt i gamle miner eller bygget ind i fjeldet. Der er meget få oplysninger om, hvordan dette affald behandles og sikres i lande som Rusland, Indien, Kina m.fl