Atomkraftens særkende er, at den ud over at producere energi, også producerer store mængder radioaktivt affald. Der produceres affald i alle leder af atomkraftens brændselskæde, fra minen til atomkraftværker og oparbejdningsanlæg.

Dette radioaktive affald kan groft set inddeles i lavradioaktivt, mellemradioaktivt og højradioaktivt affald.

> Mere om det lav- og mellemradioaktive affald
> Mere om det højradioaktive affald

Højradioaktivt affald

Det højradioaktive affald er et af atomkraftens mest omdiskuterede og største, uløste problemer. Dette affald, som bl.a. indeholder radioaktivt og giftigt plutonium, skal holdes afsondret fra alt liv i mindst et par hundrede tusinde år. Affaldet består primært af brugte brændselsstave fra atomkraftværkerne eller – hvis brændslet oparbejdes – af den yderst radioaktive rest, der bliver tilbage, efter at de mindre radioaktive elementer, primært uran 238, er skilt fra. Det brugte brændsel udgør kun ca. 1 % af den samlede mængde af radioaktivt affald, men indeholder ca. 95 % af radioaktiviteten.

Et 1000 MW atomkraftværk producerer årligt ca. 30 tons højradioaktivt affald i form af brugte brændselsstænger. Heraf er ca. 250 kg plutonium-239. I 1999 var der i USA alene akkumuleret over 40.000 tons bestrålet brændsel og denne mængde forventes mindst at fordobles i løbet af de kommende årtier alene med de nuværende atomkraftværker.

Sikker deponering af dette affald har været genstand for forskning og debat i snart et halvt århundrede. På trods af det eksisterer der i dag ikke et eneste autoriseret og operativt slutdeponi, der kan modtage højradioaktivt affald. Alt brugt brændsel bliver i dag opbevaret nedkølet i bassiner i tilslutning til atomkraftværkerne eller i såkaldte mellemlagre, hvor det ligeledes skal holdes nedkølet og under opsyn. Højradioaktivt affald fra oparbejdningsanlæg opbevares som regel i flydende form i store tanke i tilknytning til oparbejdningsanlæggene. Der er bl.a. i USA eksempler på, at store mængder højradioaktivt affald er lækket ud af opbevaringstankene.

Det radioaktive affald er endnu et eksempel på, at atomkraftindustrien skubber problemer videre til de næste generationer. Når det drejer sig om det højradioaktive affald vil problemet fortsætte med at eksistere så langt ud i fremtiden, at ingen kan garantere for affaldets sikkerhed.

Forestillingen om, at man kan opbevare så store mængder farligt affald under kontrollerede forhold i tusinder af år, forudsætter, at verdenssamfundet lige så langt ud i fremtiden vil være stabilt, fredeligt og rationelt. Et tilbageblik på bare de seneste 100 år viser med al tydelighed, at en sådan forestilling i bedste fald kan karakteriseres som naiv.

Vigtigste radioaktive isotoper i brugt brændsel: