Fiasko i Baku

November 2024)


Fiasko i Baku


COP29, som blev afholdt i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, er slut. Resultatet kan dårligt betegnes som andet end et stort nederlag for klimaet og de fattigste lande og en sejr for oliestaterne med Saudi Arabien i spidsen.


COP29 skulle først og fremmest dreje sig om penge. Penge fra de rige lande, som historisk er de store udledere af drivhusgasser, til de fattige lande, som er dem, der lider mest under klimaændringerne. Man regner med, at behovet hos de fattige lande som erstatning for de tab, de allerede har lidt, og for at kunne tilpasse sig fremtidige klimaændringer, ligger på omkring 1.500 milliarder dollars om året. Den endelige aftale på COP29 giver kun de fattige lande 300 milliarder om året, og først fra 2035, hvor man kan forvente, at inflationen har ædt en del af pengene. Og der er vel at mærke ingen krav om, at pengene skal gives som direkte tilskud, men kan gives som lån, der skal betales tilbage igen. De fattigste lande står endnu en gang tilbage som de store tabere, og det samme gør enhver tanke om klimaretfærdighed.


De store vindere blev oliestaterne med Saudi Arabien i spidsen. De opnåede det, de havde kæmpet for, nemlig at en udfasning af kul, olie og gas ikke kom med i aftaleteksten. De opnåede også, at de fortsat er med på listen over udviklingslande og derfor ikke skal bidrage til de 300 milliarder dollars, som udviklingslandene skal modtage. Det er svært at betegne det som andet end grotesk.


Den nye aftale betyder også, at både lande og virksomheder kan købe sig til udledningsreduktioner andre steder i verden. Det vil først og fremmest være til gavn for de rigeste lande og de store og mest forurenende koncerner, som vil kunne købe sig til reduktioner foretaget i udviklingslande, hvor de er billige og kontrollen er dårlig, i stedet for selv at skulle reducere deres udledninger.


Alt i alt må COP29 betegnes som en sejr for de rige landes egoisme og grådighed og en lang næse til de fattige lande, som lider mest under klimaændringerne. Og vi må konstatere, at vi desværre er kommet endnu et skridt nærmere en klimakatastrofe.


Kilder:

COP29 officielle hjemmeside kan findes her:

https://unfccc.int/cop29


Andre artikler:

https://www.dr.dk/nyheder/udland/klimastoetten-tredobles-saa-hvorfor-er-skuffelsen-udbredt-forstaa-klimaaftalen-fra


https://nyheder.tv2.dk/klima/2024-11-24-det-naeste-aar-bliver-ekstremt-interessant-siger-meteorolog-efter-uambitioes-klimaaftale