Den naturlige drivhuseffekt

Drivhuseffekten kalder man det fænomen, at nogle af atmosfærens luftarter, de såkaldte drivhusgasser, har en evne til “holde på” Solens varme, så atmosfæren og Jordens overflade bliver varmere, end hvis solstrålerne blev reflekteret direkte ud i verdensrummet igen. Uden drivhusgasserne ville Jordens gennemsnitstemperatur være ca. 33 grader celsius lavere, end den faktisk er. Det ville betyde en dybfrossen Jord uden liv. Almindelig vanddamp er sammen med kuldioxid og metan de vigtigste naturlige drivhusgasser i atmosfæren

Med udtrykket ”drivhuseffekt“ menes, at Jordens atmosfære danner en slags drivhus, som tilbageholder solens varmestråling. I et drivhus kan luften inde i drivhuset på en solrig dag blive betydeligt varmere end luften udenfor.

Når kortbølget lys fra Solen trænger igennem drivhusets glas, vil planter og jord absorbere sollyset og blive opvarmet. Jorden og planterne vil derefter opvarme drivhusets luft, til der opstår en ny balance mellem det sollys, der optages, og den varme, der afgives til luften uden om drivhuset fra drivhusets opvarmede glasvægge. Så længe drivhuset er lukket, vil den varme luft ikke kunne blande sig med den kolde luft uden for drivhuset og luften inde i drivhuset vil blive ved med at være varmere end luften uden om drivhuset. Det kalder vi for drivhuseffekten.

Når den nye balance mellem det sollys, der optages i drivhuset og den varme, der afgives til luften uden om drivhuset, er nået, vil luften inde i drivhuset være betydeligt varmere end luften udenfor. Men i den sidste ende vil den energi, der tilføres drivhuset med Solens stråler, være den samme, som den der afgives fra drivhuset som varmestråling. I atmosfæren fungerer drivhusgasserne nogenlunde ligesom drivhusets glasvægge.

Drivhuseffekten er altså ikke en videnskabelig teori, men en kendsgerning, som kan iagttages og måles, og som er med til at styre Jordens klima.