1,5 graders målet i Danmark

Det er sidste udkald, hvis vi skal nå 1,5 graders målet globalt såvel som i Danmark.

Ifølge FN's klimapanel (IPCC), skal den globale temperaturstigning holdes så tæt på 1,5 grader som overhovedet muligt, hvis vi skal undgå, at klimaet kommer ud af kontrol. En temperaturstigning på de 2 grader, man hidtil har anset for at være nogenlunde sikkert, kan åbne op for en dominoeffekt af tilbagekoblingseffekter, som i den sidste ende kan få den globale temperatur til at stige med 4 grader eller mere allerede i dette århundrede, hvilket vil udløse en krise af hidtil usete dimensioner.

Derfor vil langt de fleste politikere også sige, at vi skal undgå en temperaturstigning på mere end 1,5 grad. Og der er næppe nogen politiker, der i valgkampen vil sige, at vi skal se stort på dette mål.

Men rigtig meget af klimadebatten – ikke mindst her i valgkampen – foregår helt løsrevet fra de vurderinger af, hvad der reelt kræves for at nå dette mål, som FN’s klimapanel har fremlagt.

Og det er der måske en god grund til.

Ifølge IPCC kræver det nemlig hurtige, omfattende og hidtil usete ændringer i alle aspekter af samfundet, hvis den globale opvarmning skal begrænses til 1,5 grader i år 2100 i forhold til før industrialiseringen.

Ifølge IPCC er råderummet for, hvor store mængder drivhusgasser, vi kan udlede, meget begrænset. Regner vi med en sandsynlighed på 66 procent for ikke at overskride de 1,5 grader, så er det globale råderum på 420 Gt(gigaton)CO₂ eller 570 GtCO₂ regnet fra 2018 afhængigt af, hvilken beregningsmetode, man bruger.

Danmarks andel af dette råderum er på 316 eller 429 MtCO_{2 (}afhængigt af beregningsmetoden) regnet ud fra befolkningstallet i 2016. Det er altså den mængde drivhusgasser omregnet til CO₂, vi kan tillade os at udlede fremover, hvis vi skal påtage os vores andel af de nødvendige reduktioner.

Regner vi med, at Danmarks udledninger i 2018 og 2019 stadig ligger på det nuværende niveau, dvs. cirka 62 MtCO₂årligt, hvis vi indregner afbrænding af biomasse samt fly- og skibstrafik, og vi først kommer i gang med at reducere fra 2020, så er der kun et råderum på 192henholdsvis 305 MtCO₂ tilbage. Det vil gøre det nødvendigt, at vi reducerer vores udledninger af CO₂ med ca. 31 henholdsvis 20 procent år for år begyndende med år 2020 (afhængigt af beregningsmetoden), og vores udledninger skal være standset helt i 2030 og 2036.

Afbrænding af biomasse udleder store mængder CO₂, som først bliver optaget i ny skov igen lang tid efter, at vi skal standse med at udlede drivhusgasser. Set i det perspektiv er biomasse i vores energiforsyning på ingen måde CO₂-neutral.

Mange års laden stå til i forhold til klimaproblemer betyder, at vi nu skal reducere så drastisk, at man med rette kan sige, at skal vi holde os bare i nærheden af 1,5 graders global temperaturstignig, skal der erklæres (klima)undtagelsestilstand, ikke bare i ord, men også i handling.

De fleste politikere vil sikkert sige, at en så høj og hurtig reduktion er helt urealistisk. Men konsekvenserne af ikke at gøre det vil til gengæld være nærmet utænkelige – en altomfattede krise, som for bare at tage nogle få af konsekvenserne vil få havene til at stige med 2 meter eller mere, sætte store dele af verdens kystområder og kystbyer under vand og sende flere hundrede millioner mennesker på flugt, – mange med kurs mod Europa – og Danmark. Hvis ikke vi ønsker det for vores børn og børnebørn, skal vi gøre det urealistiske – og vi skal gøre det nu. For hvert år og for hver måned, vi venter med at handle, vil det bare blive mere og mere umuligt at nå målet. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at andre lande følger efter, men handler vi ikke, kan vi heller ikke regne med, at andre gør det.

Skal vi have en bare lille chance for at opnå de krævede reduktioner, er det tvingende nødvendigt med en klimalov, som gælder for alle sektorer af samfundet, og som er overordnet alle andre love, som kan påvirke vores udledninger af drivhusgasser.

Vi skal have revideret klimaloven

Danmark har nu – 10 år efter at NOAH som de første fremsatte kravet – fået en klimalov. Det er der i høj grad grund til at glæde sig over.

I loven sættes der som mål, at de danske udledninger af drivhusgasser udledninger af drivhusgasser skal reduceres med 70 procent inden år 2030. Dette er en klar fremgang i forhold til tidligere, men det hænger stadig ikke sammen med det budget, dvs. den ramme for vores udledninger af drivhusgasser globalt set, som IPCC, FN's Klimapanel, har angivet for, hvor meget vi kan tillade os at udlede, hvis vi skal holde os på den kritiske, globale temperaturstigning på 1,5 grader.

NOAHs beregninger viser, at regeringens 70 procents mål ikke vil kunne holde Danmark inden for vores andel af CO2-budgettet, og slet ikke hvis reduktionerne bliver rullet ud i et langsomt tempo til starte med. Der er altså god grund til, at vi ikke stiller os tilfreds med det første bud på en klimalov, men arbejder videre på at få indført de reduktioner, der er nødvendige for at Danmark kan holde sig inden for sin andel af CO₂-budgettet.