Det naturlige kulstofkredsløb

Atmosfærens kuldioxid indgår i et kompliceret kredsløb. Kuldioxid er en del af de levende organismers stofskifte, hvor det både bliver produceret og forbrugt, omdannet til organiske kulstofforbindelser og frigivet igen, når organismerne dør og nedbrydes.

Der frigives konstant kuldioxid fra jordens indre gennem vulkansk aktivitet, både over og under havet. Samtidig bliver kuldioxid optaget i havene og trukket ud af atmosfæren af både havenes og landjordens levende organismer.

Algerne i havets overfladelag pumper store mængder kuldioxid ned i havet. På landjorden medvirker planterne til at trække kuldioxid ned i de øverste jordlag. Her kan kuldioxid, der er opløst i regnvand, reagere med basaltklippernes kalciumsilikat og danne kalciumbikarbonat. Denne kan vaskes ud i havet med floderne.

Både kuldioxid, der optages af havets alger, og det kalk, der bringes med floderne ud i havet bruges af havets mikroorganismer til at danne kiselskeletter og kalkskaller. Når mikroorganismerne dør, vil de fleste af deres skaller opløses i havvandet, men en lille procentdel når at falde ned på bunden af havet, hvor de aflejres som kalksten og kridt.

Kuldioxid kan også bindes ved at døde plantedele aflejres i iltfattige omgivelser som f.eks. en mose. I stedet for at gå i forrådnelse, vil plantedelene først blive omdannet til tørv og senere under tryk til kul.

Hele dette kredsløb er normalt i en kompliceret balance, hvor det kuldioxid, der frigives af vulkanerne, opvejes af det, der deponeres.