“Ren“ kulteknologi - CCS

Kan man forestille sig en “ren“ kulteknologi? Det mener mange af de store energiselskaber, som er bange for, at de på grund af den globale opvarmning må sige farvel til den billige og lette kulteknologi.

Kullene kan ifølge selskaberne blive “rene“, ved at man opfanger den store synder, nemlig CO2, og deponerer den i undergrunden. Teknologien kaldes også for CCS eller Carbon Capture and Storage – CO2-opfangning og -lagring. CCS-teknologien er stort set endnu kun på demonstrationsstadiet, og der kan gå mange år endnu, før den er klar til at blive taget i brug. Alligevel planlægger energiselskaber og politikere i de industrialiserede lande at satse store milliardbeløb på teknologien.

I Canada er der et enkelt kraftværk, hvor en tredjedel er forsynet med et CCS-anlæg. Den opsamlede CO2 bliver solgt til et olieselskab, der anvender den til at drive 'den sidste olie' op af undergrunden. Planen er at kuldioxiden til sidst skal lagres underjordisk i det udtømte oliefelt. Det er med til at hjælpe på den utroligt dyre capture-del. Den olie, man udvinder ekstra ved hjælp af CO2, udleder i sig selv så meget CO2, at klimaregnskabet ikke hænger sammen. For hver ton der lagres udledes fire ton til atmosfæren.

Der knytter sig en lang række større og mindre uløste problemer til teknologien og til at bruge kul i det hele taget.

Der er en lang række miljøeffekter ved at bruge kul og ved at bruge CCS-teknologien. Teknologien nedsætter effektiviteten i kraftværkerne, så der skal brydes og transporteres omkring 40 % mere kul. Den opsamlede CO2 skal transporteres og lagres.

På trods af at man opfanger og lagrer CO2, vil der stadig blive udledt CO2 både under brydning og transport af kullene og fra kraftværkerne. Og man vil højst kunne opfange cirka 85 % af CO2’en fra denne større mængde kul. Men når man regner på hvilken klimaeffektivitet CCS vil kunne levere er der nærmere tale om, at kun 70 % lagres - og 30 % når atmosfæren.

Det er dyrt at udvikle og bruge teknologien. Det betyder, at der bliver færre penge til energibesparelser og vedvarende energi, som kan levere både hurtigere og billigere CO2-reduktioner.

Det er helt uafklaret, hvem der har ansvaret for, at den CO2, man pumper ned i undergrunden, også bliver der.

Sidst men ikke mindst har det indtil nu dels på grund af den lave kvotepris på CO2 i EU-systemet, og dels på grund af manglende vilje til investere i projekter fra de private aktørers side, ikke været muligt at igangsætte større CCS-demonstrationsprojekter i EU. Planen var, at 15 demonstrationsprojekter skulle være i gang i 2015. Men endnu i 2017 er der kun to projekter på vej.

Alt i alt må man sige, at CCS-teknologien er en yderst problematisk metode til at opnå CO2-reduktioner. Teknologien er dyr, den er langt fra færdigudviklet, den vil ikke levere CO2-reduktioner så hurtigt, som vi har brug for, og den indeholder en lang række uløste problemer. Viljen til at investere i den ser også ud til at kunne ligge på et meget lille sted hos de store elproduktionsselskaber. Pengene vandrer i et stigende omfang over til de vedvarende energikilder som vindkraft og solceller, som betragtes som en sikrere investering end CCS-teknologi.

I de senere år er kombinationen af CCS med kraftværker, der fyrer med biomasse, blevet mere og mere omtalt. Det kaldes så BECCS, BioEnergy-CCS. BECCS er grundlaget for, at Parisaftalen kan tale om at begrænse temperaturstigningen til nær ved 1,5 grader.

FN's klimapanel IPCC's seneste rapport indeholder nogle scenarier, der gør det muligt at overholde 1,5 grader ved hjælp af det man kalder "negative udledninger" - Negative Emissions eller NETs. I de scenarier regner man med, at CO2-indholdet i atmosfæren i nogle år bliver "for stort" for senere at bringe det ned igen ved hjælp af NETs - og den teknologi, de fleste regner med her er netop BECCS.

Læs mere om CCS og BECCS på NOAHs hjemmeside (på dansk og engelsk) http://ccs-info.org/