Biogas

Biogas opstår ved nedbrydning af organisk materiale under anaerobe – dvs. iltfri – forhold. Gassen består primært af metan. I naturen sker sådanne nedbrydningsprocesser bl.a. i moser, hvor den gas, der dannes, kaldes sumpgas.

I biogasanlæg bruges først og fremmest affald fra landbrugets husdyrproduktion. Dette affald er mest husdyrenes gylle blandet med halm. Råmaterialet til biogasanlæg kan også være affald fra mejerier, organisk husholdningsaffald, fiskeaffald og biologisk nedbrydeligt industriaffald. Gassen i et biogasanlæg dannes i store, lufttætte tanke, hvor det er muligt at opretholde et miljø, som giver de bakterier, som danner gassen, de bedst mulige betingelser. Temperaturen i tanken skal være ca. 40° C, surhedsgraden skal være stabil, og forgasningen skal ske uden ilt.

Den dannede biogas opsamles og kan f.eks. bruges i et kraftvarmeværk til at producere el og varme. Restproduktet har et højt indhold af både fosfor og kvælstof og er dermed et værdifuldt gødningsprodukt, som kan erstatte kunstgødning.

Etablering af biogasanlæg i stor stil er hidtil primært sket i udviklingslande, hvor det har været den bedste løsning på landsbysamfundenes energibehov, og mange steder også den eneste. Mange af de første anlæg led desværre under en række problemer, som gjorde, at de aldrig kom til at fungere ordentligt. Det var specielt tilfældet i Kina, som i 1975 påbegyndte en massiv udbygning med ca. 1,6 millioner anlæg årligt. Men anlæggene fungerede dårligt, og i 1980 var halvdelen af alle anlæg ikke i brug. I 1992 var ca. 5 millioner anlæg dog stadig i brug, de fleste ombygget. Indien påbegyndte en lignende hurtig udbygning først i 1990’erne. Men også her gik udbygningen for hurtigt med for dårlige anlæg.

Siden da er udviklingen vendt, og nye billige og effektive anlæg er kommet på markedet. I år 2000 var der etableret mere end 2 millioner små biogasanlæg i Indien. Også i andre udviklingslande, for eksempel Sri Lanka, Vietnam, Tanzania m.fl., etableres der biogasanlæg i tusindvis. Der er dog stadig et stort potentiale for udvikling af billige og mere effektive anlæg, og der ligger også en stor udfordring i at få integreret biogasanlæggene i de traditionelle landbrugsmetoder.

I Danmark er der etableret 20 større fællesanlæg og ca. 45 små eller mindre gårdanlæg. Alle anlæg er etableret med udviklingsstøtte fra staten. Lige nu er den officielle målsætning, at 50 procent af husdyrgødningen fra landbruget skal bruges til biogasproduktion. Det skal bl.a. opnås ved at give støtte til etableringen af nye anlæg.

Trods det går der meget langsomt med at opføre nye biogasanlæg. Et af de mange problemer er, at gylle fra svin, som er det råstof, der er allermest af, indeholder en stor mængde vand og dermed er et dårligt råstof til biogasproduktion. Det betyder, at der skal tilføres mere organisk tørstof for at få produktionen til at blive økonomisk. Dette tørstof er oftest afgrøder, der kunne være brugt til fødevarer, f.eks. majs eller korn. Dermed biogasproduktionen i direkte konkurrence med fødevareproduktionen.

Samtidig fastholdes en stor, industriel husdyrproduktion af specielt svin  med alle de problemer, det medfører for miljø og fødevaresikkerhed, med stor en stor ikke-bæredygtig import af foderstoffer og et højt energiforbrug i landbruget.