Kan atomkraft redde os?

I 1985 blev det efter 11 års folkelig debat besluttet at tage atomkraft ud af den danske energiplanlœgning. Men som klimkarisen tager til, er flere og flere begyndt se atomkraft som en teknologi, som kan være med til at frelse os fra den klimakatastrofe, der truer med at ramme os. Men er der noget at hente, som er bedre end de redskaber, vi allerede har?

Store komplicerede teknologier har det med at medføre store og kom-plicerede problemer. For atomkraftens vedkommende har problemerne medført så store omkostninger, at de fleste lande har nedtonet eller helt opgivet en fortsat udbygning med atomkraft. Alligevel forsøger mange – også i EU – at markedsføre atomkraft som en ”grøn” teknologi. Men ser man på det, man kalder for atomkraftens brændselskæde, dvs. alle trinene fra udvinding af uran til den endelige deponering af det brugte brændsel, er der ikke meget grønt, klimavenligt og sikkert ved atomkraft.

Atomkraftens måske vigtigste problem er det højradioaktive affald, som skal holdes isoleret fra alt levende i op imod 250.000 år. Dette problem er stadig ikke løst. Men det er langt fra det eneste problem. Hele vejen igennem atomkraftens brændselskæde er der store og små problemer. Hundreder, måske tusinder af mennesker er døde i uranminernes giftige og radioaktive luft. Hvor mange, det nøjagtigt drejer sig om, får vi nok aldrig at vide. Radioaktivt og giftigt affald, de såkaldte tailings, hober sig op som bjerge ved uranminerne. Atomkraftværkernes sikker-hedsproblemer er stadig ikke løst, og bliver det sikkert aldrig. Terror-risikoen er mere aktuel end nogensinde før, og sidst, men ikke mindst, er den civile og den militære brug af atomkraft hægtet uløseligt sammen. Hvem skal i den sidste ende bestemme, hvilke lande der må have lov til at bruge atomkraft, og hvilke lande der ikke må?

Atomkraft kan teoretisk set bidrage til at løse klimaproblemet. Men kun meget lidt i forhold til, hvor meget der er behov for. Og det vil være dyrt, det vil blokere for andre og bedre løsninger, og det vil medføre en lang række problemer, hvoraf mange bliver skubbet videre til de næste generationer, nøjagtig som vi skubber den globale opvarmnings kon-sekvenser videre.

Atomkraft kan kun bidrage med en brøkdel af det, der er nødvendigt. Og selv det vil kræve en massiv og alt for langvarig udbygning med atomkraftværker globalt. Atomkraftværker passer meget dårligt sam-men med vedvarende energikilder, når man ser bort fra vandkraft, som er let at regulere. Atomkraftværker er samtidig en centraliseret energi-forsyning, som kræver et kraftigt udbygget elnet. Derfor er atomkraft kun relevant for de rige, industrialiserede lande. Verdens fattigste lande vi ikke kunne få nytte af atomkraft alene på grund af de massive investeringer, det kræver.

Lige nu (2025) er byggetiden for et atomkraftværk ca. 15 år, hvortil skal lægges en planlægningsfase på 5 – 8 år. Det er alt for lang tid til, at det kan nå at medvirke til de drivhusgasreduktioner, der er nødvendige for at holde den globale opvarmning under 2 grader for slet ikke at tale om 1,5 grader, som er det niveau, de fleste forskere anbefaler. Energi-effektiviseringer og -besparelser vil give langt større og hurtigere reduk-tioner. Energibesparelser giver f.eks. mellem 5 og 10 gange større CO2-reduktion per investeret krone end atomkraft. Ser vi på de energi-kilder, atomkraft skulle erstatte (eller supplere), som er solenergi og vindenergi, så er disse lige nu ca. halvt så dyre som atomkraft, og prisen er faldende. Selv hvis vi medregner energilagring, som også bliver billigere og billigere, er de samlede omkostninger markant lavere end prisen for nye atomkraftværker inklusive den reservekapacitet, som de også har brug for.

Men hvad så med de nye, meget hypede små, modulære atomkraft-værker? Disse såkaldte SMR-reaktorer kan, hvis løfterne indfris (hvad de sjældent gør) masseproduceres og dermed blive billigere og mere fleksible end de nuværende atomkraftværker. Men denne type atom-kraftværker, som der er flere typer af på tegnebrættet, er endnu langt fra at være færdigudviklede. Først når der begynder at komme erfa-ringer ind fra tests af de første prototyper, kan man begynde at sige noget om, hvilken type af disse kraftværker, det er værd at satse på. Det vil sige, at der endnu er lang vej til, at de første af denne type atomkraftværker bliver kommercielt tilgængelige, og endnu længere til, at man beslutter sig til, hvilken type der er velegnet til at blive masse-produceret, hvis der ellers er nogen, der vil påtage sig de massive investeringer, det kræver. Sandsynligheden taler for, at tidsrammen bliver endnu længere end de 20 – 25 år, der vil tage at bygge et konventionelt atomkraftværk af en kendt og gennemprøvet type.

Og så skal man huske, at disse SMR-reaktorer, selv om de skulle holde de gyldne løfter, ikke vil løse alle de andre problemer i atomkraftens brændselskæde. Heller ikke afhængigheden af de lande, som vi skal købe uranbrændslet fra, typisk Rusland og Kasakhstan, som de fleste EU-lande får deres atombrændsel fra. Lande som vi næppe ønsker at gøre vores energiforsyning afhængig af.

Ønsker man de største og hurtigste reduktioner i vores CO2-udled-ninger i energisektoren, vil det være en direkte fejlinvestering at bygge nye atomkraftværker, hvad enten det er de konventionelle eller de nye SMR-atomkraftværker, som endnu ikke er tilgængelige. Atomkraft vil aldrig blive en ”grøn” og sikker løsning på klimakrisen. Tværtimod kan en satsning på atomkraft i Danmark være med til at flytte penge væk fra initiativer, som kan give både hurtigere og billigere reduktioner af vores udledninger af drivhusgasser.

(Sidst redigeret maj 2025)