Atomkraft? Nej tak
Skal vi til at undersøge mulighederne for at bruge atomkraft i Danmarks energi-forsyning endnu en gang? Det mener i hvertfald Folketingets såkaldte blå opposition. De mener, at tiden er inde til at satse på ny atomkraftteknologi, som kan gøre atomkraft billig, fleksibel og velegnet til at placere næsten hvor som helst – også i nærheden af storbyer. Det er de såkaldte SMR reaktorer, eller ”små modulære reaktorer”, som kan masseproduceres og dermed gøres billigere end nutidens atomkraftværker, som er så dyre, at de kun kan bygges med massiv statsstøtte.
Siden Danmark besluttede at tage atomkraft ud af energiplanlægningen i 1985, har vi opnået en position som førende i verden på vindkraftområdet. I stedet for den arbejdsløshed, som atomkrafttilhængerne truede med, hvis vi ikke indførte atomkraft, skabte vindkraften nye virksomheder og i tusindvis af nye arbejds-pladser. Så hvorfor begynde at poste milliarder i at undersøge mulighederne i en ny teknologi, som kun er på udviklingsstadiet? I dag udgør vedvarende energi en stor og voksende andel af den danske energiforsyning, så hvorfor begynde forfra med at undersøge atomkraft? Kunne det være fordi danske firmaer er blandt de mange virksomheder, som arbejder på at udvikle disse små, modulære atom-kraftværker?
Sikkert er det, at ingen form for atomkraftteknologi vil kunne bidrage på en meningsfuld måde til at ”redde klimaet”.
Den globale opvarmning er lige nu ved at overskride de 1,5 grader, som er en slags kritisk niveau for at undgå kritiske klimaændringer, og skal vi undgå poten-tielt katastrofale klimaændringer som for eksempel en nedsmeltning af den grønlandske indlandsis, skal vi standse den globale temperaturstigning før vi når 2 grader over det førindustrielle niveau. Skal det lade sig gøre, skal vi reducere de globale udledninger af drivhusgasser kraftigt og hurtigt. Det vil sige i løbet af de kommende 10 – 20 år. Det er under den tid, det tager at bygge et nyt, konven-tionelt atomkraftværk, og skal vi vente på, at de nye, modulære atomkraftværker bliver færdigudviklede, testet og gjort klar til masseproduktion, kan der endnu længere tid – tid vi ikke har.
Og så er der stadig ingen løsning på alle atomkraftens mange problemer fra deponering af de giftige og radioaktive affaldsbjerge fra uranminerne til de store mængder radioaktivt affald, som også de nye, modulære atomkraftværker kom-mer til at producere. I Danmark kæmper vi stadig med at få deponeret de relativt små mængder affald fra Risø's gamle forsøgsreaktorer. Atomkraft er ikke, og bliver aldrig en ”grøn” energikilde. Og vi kommer til at hænge vores forsynings-sikkerhed af uranbrændsel på på lande som Rusland, Kasakhstan og måske USA.
Kan atomkraft så løse klimaproblemet? Teoretisk set udleder atomkraftværker ikke drivhusgasser. Men hvis man medtager hele atomkraftens brændselskæde fra brydning af uranmalm, rafinering af malmen, produktion af brændsels-celler, bygning af atomkraftværket, som kræver store mængder beton, til deponering af de forskellige former for radioaktivt affald og endelig nedrivning af deponering af det til sin tid udslidte og radioaktive atomkraftværk, hvad enten det er stort eller lille, så ser billedet helt anderledes ud. Her bliver der udledt drivhusgasser i næsten alle led af kæden.
Vi har ikke uendelige mængder af penge til at bekæmpe den globale opvarmning, hvad enten det gælder omstilling af vores energiforsyning, af vores landbrug eller tilpasning til de klimaændringer, der uundgåeligt vil komme. Derfor er der meget lidt mening i at poste milliarder i at lave nye undersøgelser af atomkraftens mulig-heder i Danmark for slet ikke at tale om nye teknologier, som vil komme at for sent til at udgøre nogen løsning på klimaproblemerne. Vi har bedre ting at bruge vores begrænsede økonomiske midler til. Vi har brug for midler til energibespa-relser og energieffektvisering og til at omlægge vores energiforsyning til ægte vedvarende energi. Begge dele giver langt billigere, større og hurtigere reduk-tioner af vores udledninger af drivhusgasser end atomkraft. Vi har brug for at omlægge det danske landbrug, som udgør en større klimabelastning end energi-sektoren. Noget, der heller ikke vil blive billigt, men som skal gøres så hurtigt som muligt.
Vi har til gengæld ikke brug for en lang og dødfødt debat om en energikilde, som ikke kan give os nogen løsning på de påtrængende problemer, vi står over for, men tværtimod bare skabe nye problemer for de kommende generationer. Vi bør i stedet bruge vores energi og vores penge på en fortsat udbygning med ægte vedvarende energi, men først og fremmest på at nedsætte vores energiforbrug med alle tilgængelige midler. Det er den energi, vi ikke bruger, som giver de største, grønneste og billigste drivhusgasreduktioner.
Kilder bl.a.:
Atomkraft er en god idé i Danmark